Gå til hovedindhold
Igangværende projekt

LIFE ACT - Næstved som motor for fremtidens grønne varetransport

Næstved Kommune er en del af LIFE ACT - Danmarks største EU- støttede klimahandlingsprojekt, der samler 27 kommuner, regioner, universiteter og erhvervsliv om én fælles mission: at sætte fart på den grønne omstilling lokalt. Hvor mange klimaprojekter stopper ved strategier og visioner, er LIFE ACT skabt til at teste, afprøve og skalere løsninger i praksis.

Indhold

    I Næstved Kommune er det Ressource City, der driver indsatsen i arbejdspakke WP 7.3 – Bæredygtig godstransport. Her handler det ikke om symbolsk klimaindsats – men om køreplanen for, hvordan tung og let varetransport i byen bliver reelt grønnere, uden at gå på kompromis med effektivitet, drift og forretning hos de virksomheder, der sørger for at holde Næstved i gang.

    Projektets faser

    Fase 1 (2025-2027): Kortlægning

    I projektets første del vil Ressource City gennemføre vi en interessentanalyse af hele logistikværdikæden, fra transportører til detailhandlen, facility management, håndværkere og større distributionsaktører. Målet er ikke kun at forstå data – men også modenhed, motivation og samarbejdsvilje i vores kommune. Og vi gør det ikke bag skrivebordet. Allerede i fase 1 vil Ressource City samle erhvervsliv og transportaktører i et netværk om grøn logistik.

    Fase 2 (2028-2030): Fra analyse til afprøvning

    I fase 2 bevæger vi os fra kortlægning til eksperimenter. På baggrund af analyserne tester vi kendte metoder til grønnere varetransport i praksis – tilpasset Næstveds lokale forhold.

    Det kan være:

    • Fælles indleveringspunkter i bymidten for at reducere antallet af kørsler.
    • Samarbejdsmodeller med lokale transportører om overgang til el- eller biogasbaserede leverancer.
    • Test af “last mile”-løsninger, hvor mindre køretøjer eller cykellogistik står for den sidste del af distributionen.
    • Nye forretningsmodeller, hvor klima og konkurrenceevne går hånd i hånd.

    Fase 3 (2031-2032): Skalering af de nye løsninger

    De erfaringer, vi udvikler undervejs, bliver ikke kun i Næstved. LIFE ACT er bygget til at skalere lokale løsninger til nationalt niveau. Ressource Citys leverancer indgår derfor i et fælles handlingskatalog til kommuner og regioner, der skal inspirere og motivere andre byer til at følge trop.

    Næste skridt

    Med LIFE ACT tager Ressource City ansvar for at bringe erhvervslivet, transportbranchen og kommunen helt tættere sammen om én fælles agenda: En smartere, grønnere og mere konkurrencedygtig logistiksektor.

    Er du virksomhed, transportør eller aktør med interesse i at deltage i processen? Så er du mere end velkommen til at række ud – det er netop i samarbejdet, vi flytter mest.

    Se Ressource Citys andre projekter