Gå til hovedindhold

Om NæverGreen

Næstved City, Næstved Storcenter, Sct. Jørgens Park og Næstved Kommune er gået sammen om et nyt initiativ, der skal gøre Næstved til en attraktiv handelsby, der kombinerer stærk lokal handel med bæredygtige oplevelser.

Indhold

    Det skal være nemt at handle med omtanke for klima, miljø og mennesker i Næstved. Derfor lancerer Næstved Kommune og Ressource City, i samarbejde med byens tre store shoppingcentre Næstved City, Næstved Storcenter og butikscentret Sct. Jørgens Park, sammen et nyt initiativ, der skal gøre Næstved til en attraktiv handelsby, der kombinerer stærk lokal handel med bæredygtige oplevelser.

    NæverGreen skal gøre det synligt for kunderne, hvordan byens nye ’NæverGreen-shops’ tager ansvar for klima, miljø og mennesker.

    Kickoff den 24. februar

    Alle detailhandelsbutikker i Næstved Kommune inviteres til kickoff-arrangementet den 24. februar 2026, hvor diplomordningen og et nyt netværk for detailhandelsbutikker om bæredygtighed præsenteres. Ved mødet får butikkerne også inspiration til, hvordan de helt konkret kan arbejde med bæredygtighed – og hvorfor det betaler sig.

    Læs mere om kickoff

    Ansvarlige valg skal være synlige – og opleves

    Som forbruger kan det være en jungle at finde ud af, hvordan man tager det mest bæredygtige og ansvarlige valg, når man vil ud at spise, klippes eller købe tøj. Men fra 1. marts 2026 kan forretningerne i Næstved søge om at blive NæverGreen shop.

    Som NæverGreen shop får forretningen et diplom og et mærke, der viser deres indsats for både klima, miljø og social ansvarlighed – og kunderne får et klart signal om, hvor de kan handle med god samvittighed.

    Projektet handler ikke kun om produkter, men også om at skabe nye oplevelser og services i butikkerne, der imødekommer forbrugernes ønske om at handle bæredygtigt.

    Visionen er ambitiøs

    NæverGreen skal fremme et større udbud af lokale, miljømærkede produkter og såkaldt cirkulære services i Næstveds butikker. Målet er at gøre det nemmere for kommunens 85.000 indbyggere og byens omkring tre millioner besøgende at vælge bæredygtigt – og samtidig understøtte forretningernes arbejde med at forebygge affald og spare CO₂ fra butiksdrift og transport.

    Projektet understøtter også social ansvarlighed ved at motivere butikkerne til at skabe jobmuligheder, uddannelse og inklusion for mennesker, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

    Med NæverGreen vil Næstved styrke sin profil som en grøn og bæredygtig handelsby, der sætter standarden for fremtidens detailhandel.

    Det vil NæverGreen

    • Styrke de fysiske butikker og gøre dem mere synlige i en tid med stigende nethandel.
    • Gøre det nemt for kunderne at vælge grønnere – og opleve det i butikken.
    • Reducere CO₂-udledning og ressourceforbrug gennem smartere drift og lokale varer.
    • Skabe et fællesskab, hvor butikker inspirerer hinanden og udvikler nye grønne indkøbsoplevelser.
    • Profilere Næstved som en handelsby, der tager klima og ansvarlighed alvorligt. 

    Læs mere om NæverGreen