RELOW-Flisen: Et skridt på vejen mod en mere bæredygtig belægning
Produktionen af betonfliser medfører betydelige CO2-udledninger, men ECC i Næstved har udviklet en innovativ løsning, der reducerer denne udledning med hele 50 procent. Fliserne, der er udviklet af ECC, produceres af IBF under navnet RELOW.

Christian Løjtved og Stuart Clyens fra ECC fremviser fortovsflisen "RELOW", der indeholder et specialudviklet, CO2-reducerende bindemiddel.
Virksomheden ECC har udviklet en fortovsflise, hvor den konventionelle cement blevet erstattet med et specialudviklet CO2-reducerende bindemiddel, der indeholder mindst 10 procent rest- og genbrugsmaterialer.
Flisen, der kaldes for 'RELOW-flisen' har bevaret det samme grå udseende som de konventionelle betonfliser, som vi kender fra fortovene. I samarbejde med flisegiganten IBF har ECC sikret, at de nye fliser opfylder lovgivningen for cementbaserede betonfliser, hvilket gør dem til en lovlig og bæredygtig løsning.
Præsentationen af flisen til Park & Vej i Næstved Kommune
Ideen til flisen blev i efteråret 2022 præsenteret for WE BUILD DENMARK og Ressource City, som videreformidlede projektet til Park & Vej i Næstved Kommune.
"Gennem Ressource City fik vi mulighed for at præsentere vores projekt for Park & Vej. Ressource City fungerede som den grønne mellemmand, der kunne hjælpe med at formidle vores lidt komplekse budskab," fortæller direktør Christian Løjtved.
RELOW-fliserne på Svendborgvej
Park & Vej var med på ideen om at teste RELOW-fliserne på en strækning i kommunen. I december 2023 blev en 800 meter lang fortovsstrækning med RELOW-flisen indviet på Svendborgvej. Med en samlet vægt på 162 tons fordelt over 800 meter fortov, har byen nu opnået en reduceret udledning på omkring 10 tons CO2-ækvivalent sammenlignet med konventionelle betonfliser.
RELOW-flisen ligner 1:1 den konventionelle betonflise, som borgerne allerede kender. Projektet på Svendborgvej er første gang, at RELOW-materialet præsenteres offentligt. Det går under navnet ‘RELOW – Et skridt på vejen mod en mere bæredygtig belægning’.
Læs mere på relow.dk